dyrskind og sine lange Træsko og havde sin Bue i Haanden.
Chronica der Lande zu Holstein, Stormarn, Ditmarschen u. Wagrien, Zeitbuch durch Herrn Johann Petersen, Frankfurt am Main 1557, Fol. CLX.
2. Engang i det syttende Aarhundrede kom en Hollænder til Throndhjem og blev der buden i Gjestebud hos en Kjøbmand. For at forlyste sine Gjester havde Verten faaet fat i en Lap, som var ingen ringere Mand end Sønnesøn af Kongen over alle Fjeldfinnerne i Snaasen.[1] Lappeprindsen havde med sig sin Kone og desuden endnu en Lap. Disse Lapper spillede nu Komedie til de fremmedes Morskab; Prindsen forestillede selv en Jæger, hans Kone var en Bjørnebinne og Ledsageren en Hund. Bjørnen laa under Bordet og brølede, Hunden krøb om i Værelset, gjøende og støvende efter Dyret, Prindsen stod færdig med sit Spyd for at dræbe Vildtet. Bjørnen reiste sig paa sine Baglabber og lavede sig til Forsvar med Forlabberne, men „hvor fortræffeligt, udbryder Fortælleren, sprang ikke Hunden til og bed i den med sine Tænder!“ Bjørnen laa nu, som om den var død, medens Jægeren med sit Spyd stak den mellem Bagbenene for at undersøge, om der endnu var noget Liv igjen. „Kort sagt, Scenen udførtes glimrende“.
Atlas Major sive Cosmographia Blaviana, qua Solum, Salum, Coelum accuratissime describuntur. 1662. Fol., Norvegia, quae est Europae liber primus, p. 14.
- ↑ „Omnium Finnorum Snaasensium regis nepos.“
