vilde rykke Stigan nærmere og nærmere, men denne trak sig derimod mere og mere baglænds, indtil han endelig rettede et raskt Hug mod sin Modstander, saa at hele dennes Hovedisse blev hugget af ham, og han faldt overvunden til Jorden. „Dette var i August Maaned.“ Rolandskjæmpen levede endnu en Stund efter, men døde dog ud paa Høsten. I Mandebod maatte Stigen nu give den ene af Vildsmedens Kobberkjedler. Stigan var ogsaa bekjendt af sin prægtige Hest Blakken, hvis Mage ikke kjendtes. Naar han var til Konnismo Kirke, bandt han Blakken ved et Vad i en Bæk, som derfor endnu heder Blakkestadvadet. Men en Søndag hændte det, at Blakken rev sig løs og gav sig paa Hjemveien, men underveis mishandlede den en Pige, som mødte den, saaledes at hun døde. Da samlede alle Mænd i Bygden sig for at hævne dette paa Blakken, drog den hen til Stedet, hvor hen havde spændt Pigen ihjel, lagde Sten paa en Slæde, saalænge det var den muligt at trække og slog derpaa allesammen paa den med sine Stokke. Da den nu endelig blev sprængt, slog de den ihjel og væltede al Stenen over den. Stenhaugen ligger der endnu og heder Blakstad-Læsset.
Meddelelse fra Hr. Lærer J. T. Storaker i Søgne, en flittig og skjønsom Samler af vor Almues overtroiske Forestillinger, et Arbeide, hvorpaa han har givet flere interessante Prøver. Sammenlign Hist. Tidsskr. 1, 481. Med Hensyn til Vildsmedens Dødsmaade, da have vi her et Vandringssagn for os. Meget hyppig (f. Ex. i Fede i Kvinesdal) fortælles dette saaledes, at det er en dødsdømt Skomager, der skal redde sit Liv ved at sidde paa en spids Fjeldtop og sy et Par Sko, men idet han skal gribe efter sin Hammer falder den fra ham just som han skal slaa i den sidste Pinde eller Sylen, just som han skal gjøre det sidste Sting, og han selv falder efter og slaar sig ihjel, idet
