Vildsmedens Værk, ligesaa to prægtige Kobberkjedler, som overalt vare behængte med Dubber af forskjellige Metaller. Disse to Kjedler forærede Vildsmeden til Manden paa Helle, Stigan, fordi denne tog sig af ham, gav ham Mad og undertiden lod ham sove i sin Stolpebodsval. Men tilsidst faldt Vildsmeden ned fra Skaaren og slog sig ihjel, idet han vilde gribe efter sin Loddebolt, som var gleden ud over Styrtningen.
Den Stigan Helle, som var Vildsmedens Beskytter, var en stor Kjæmpe, hvis Mod og Styrke var spurgt vidt omkring i Bygderne. En anden Kjæmpe paa Roland i Bjellandssogn, som altid pleiede at vinde i alle Slagsmaal, fik Lyst til ogsaa at prøve Styrke med Helleskjæmpen. Han drog da afsted til Hest og tog med sig sin store Spundsebile. Det Huus paa Helle, hvor Stigan boede, laa paa Vestsiden af Hudalselven, saa at altsaa den, der kom fra Bjelland først maatte over Aaen. Da nu Stigan og hans gamle Fader, som var hos ham, fik se den velrustede Kjempe paa hin Side, forstod de strax, hvad han vilde. Stigan var vel stærk, men dog ikke af dem, som egentlig havde Lyst paa Slagsmaal; han befalede derfor, at man skulde hilse den fremmede Kjæmpe, at han ikke var hjemme, og gik op paa et Loft og satte sig der. Rolandsmanden kom da snart efter ind og spurgte efter Stigan. Faderen svarede, han var ei hjemme, men Rolandsmanden blev herover saa rasende, at han greb den Gamle i Skjægget og rystede ham haardt. Han var for gammel og affældig til at tage igjen, men Stigan hørte det, og nu skyndte han sig ned. Ogsaa han tog nu sin Spundsebile, og de gik ud paa Tunet for at prøve sig med hinanden. Den Fremmede
