skal det ikke klikke for mig“, sagde Bøen og skjød til Eivind, saa han faldt død om. Derpaa tog de Alt, hvad der fandtes i Fjeldboden og drog videre. Bøen var endog fræk nok til at rose sig baade i Hallingdal og i Lærdal af, at han havde skudt ihjel den fredløse Mand paa Fjeldet. Nogle Aar efter kom da Bøen en Gang til Havardsgaard i Vass i Hallingdalen og blev der om Natten. Manden stelte vel med ham og kom endog til ham med Øl og Brændevin paa Sengen om Morgenen. Mens nu Bøen drak, spurgte Havardsgaarden ham, om han havde skudt Eivind i Botten. Jo, det havde ham rigtignok, og han grummede sig til deraf. „Ja saa“, sagde Havardsgaarden, „saa du tykkes det var grumt, at du turde skyde paa Eivind, Sødskendbarnet mit!“ og dermed tog han Bøen ud af Sengen og rullede ham sammen som en Bold, saa han spyttede Blod. „Du lyt’ ha’ en Kjending af det, du dræbte Sødskendbarnet mit.“ Siden havde Bøen ikke mere nogen Helsedag.
Mundtlig Fortælling af Sander Raaen, der endnu i sin Ungdom hørte gamle Folk omtale Eivind, hvis Levetid dog maa ligge langt tilbage, med Beklagelse og Medynk.
3. Paa Gaarden Helle i Konnismo Sogn i nordre Undal findes et Fjeld, som kaldes Stkknollen. I gamle Dage skal her have holdt sig en fredløs Kobbersmed, som derfor i Sagnet kaldes Vildsmeden. Han havde sit Værksted i en næsten utilgjængelig Stenurd eller Skaar høit oppe i Fjeldvæggen, og den Skaar heder den Dag idag Smedeskaaren og Smedeslag skal findes der fremdeles. Her smedede han da Kobber, ja undertiden Guld og Sølv. Konnismo gamle Kirkeklokker, som for nogle Aar siden gik itu, skal være
