bleve de fredløse, og rømte da tilfjelds eller tilskovs, undertiden ogsaa ud af Landet. Ogsaa efter Dødsstraffens Indførelse var det Mange, som man ikke fik sat paa, eller som brøde ud af Arresten. Om flere saadanne Skoggangsmænd haves Sagn bevarede. Af og til bleve de ogsaa besungne i Almuens Viser, f. Ex. i den ret interessante Vise om Aanund Gaangsøy, en Slagskjæmpe fra Gjævedal i Aamlid der havde begaaet to Manddrab, men endelig efter flere Aars Omstreifninger blev greben og henrettet. Den findes hos Landstad S. 687–093.
1. For halvandet eller to hundrede Aar siden boede der paa Vigen i Valle i Sætersdalen en Mand, som hedte Orm, hvis Slægt endnu kjendes. Han dræbte en Mand paa Loftet i et Hus, som fremdeles staar der, og tog strax Flugten. Sine Forfølgere undgik han ved at springe ned i en Bæk og gjemme sig under en Stenbro tæt ved Gaarden. Saa kom han tilfjelds og holdt sig da længe i den øde Dal Findalen, som ligger mellem Sætersdalen og Fyrisdalen i Øvre Thelemarken, en Dal, hvorom flere Sagn ere bevarede. En Stund havde han sin Hytte paa en Holme i et Vand der i Findalen, hvor Murene af et lidet Hus endnu sees, og undertiden boede han ogsaa i en Heller, som fremdeles heder Ormshelleren til Amindelse om ham. Endnu i Mandsminde laa der i den Heller Levninger af Løvknipper, som Orm havde hvilet paa. Tilsidst vovede han sig nærmere til sit Hjem og holdt sig paa en Støl, han selv eiede, og som kaldes Fossevand. Han levede mest af at fiske Ørret, men af og til fik han ogsaa lidt til Hjelp af Skyldfolk og Venner, som kjendte til, hvor han holdt sig. Imidlertid blev der holdt Forhør over hans
