Reformationens Indførelse forespurgte man sig endog hos Christian den tredie, om de „mange“ Præster i Oslos og Hamars Stifter, der havde begaaet Manddrab, skulde afsættes eller ikke, og idetmindste i et Tilfælde blev en saadan Præst ikke straffet anderledes end med at forflyttes til et andet Stift. Peder Claussøns Vidnesbyrd om den Thelebonde, som havde ihjelslaaet sex Præster, kjendes af Alle.[1] I visse Fjeldbygder, som Thelemarken, Valders og Hallingdal, (heder det i en gammel Optegnelse fra 1760) havde man fordum den Overtro, at „Ingen havde Lykke til at samle Rigdom, førend han havde dræbt to Mennesker og derfor bødet til Arvingerne og Kongen.“ I Tind i Thelemarken hedte det, at den, som kom til at tage begge Hoser paa et Ben, skulde komme til at slaa en Mand ihjel, inden Sol gik ned. Naar Mordet var begaaet, da gjaldt det, om man kunde faa kjøbt sig sin Fred, eller om man skulde blive fredløs. Ogsaa her gjorde Overtroen sig gjeldende. Sommesteds troede man, at Manddraberen, naar han rømte, paa den første Gaard, hvor han turde gaa ind til Folk, skulde bede om en Skaal Øl eller andet Drikke, sluge Drikken saa hurtig, han kunde, og saa kaste Skaalen baglænds over Hovedet mod Taget af al sin
- ↑ Til de Sagn, som hos Faye findes samlede om Præste-Drab kan føies et par nye Smaafortællinger. I Sandshverv ved Kongsberg, skal saaledes en rig Bonde. Nils Grosvold, af hvem Efterkommere endnu leve, have skudt Præsten, medens han stod paa Prækestolen. Nedenfor Gaarden Kile i Hægeland, Annex til Øvrebø i Christiansands Stift, findes endnu et Sted ved Ravn Præstefaldet. Her skal en Tjenestegut have stukket sin Præst, fordi han blev vred, da denne paastod, at Gutten havde det bedre hos ham, end nogen anden Gut i Sognet.
