kom til Risøen, som nu blev ryddet til Gaard, men
før kun havde været Støl under Kvinlog, den anden,
Kari, kom til Spikeland, ogsaa en af Thronds Støle.
Paa Spikeland har Slægten holdt sig lige til Nutiden,
og Navnene Thrond, Aslak og Kari bevaredes bestandig.
Først den sidste Thrond, som endnu lever, lod
sin Søn døbe Andreas istedenfor Aslak, thi, naar blot
det første Bogstav bevares, er Opkaldelsen jo lige god.
Men den gamle Aslak syntes ikke om dette og sagde:
„Nu bliver det galt paa Spikeland, siden man vender
Navnet.“ Familien har ogsaa siden maattet sælge
Gaarden.
Meddelelsen af dette Sagn skylder jeg især Student P. Eiesland fra Fjotland. Det Træk om, at der voxte Bringebærris paa Thronds Grav kan jevnføres med et lignende hos Asbjørnsen (norske Huldreeventyr og Folkesagn. 2den Saml., S. 265, 2 Udg.) hvor det heder om „gamle Lensmanden paa Dalsøren“, at der paa hans Gravsted „voxte op alle Slags Ris med Naale paa, som ingen havde seet før.“ At Thrond har levet netop paa den Tid, som Sagnet fortæller, fremgaar af Rigsarkivets Skattemandtal, hvor han opføres som eneste Eier af nedre Kvinlog i Aaret 1651.
At Manddrab endnu for et Par hundrede Aar
siden vare alt andet end sjeldne i vore Bygder er
noksom bekjendt. Det er heller ikke Noget, hvorom
Erindringen i den Grad er bevaret i Bygderne, som
om deslige Begivenheder. Selv Præsterne vare hverken
fri for at have Manddrabere i sin Midte eller
sikre for at finde en voldsom Død. Nogle Aar efter
