egen fordums Hustru. Ingen af de to talte et Ord til hinanden, men begge vare de bange for sit Liv, og Ingen af dem lukkede et Øie om Natten. Men om Morgenen, da Thrond skulde bede Farvel og gaa videre, trykkede Konen ham en blank Femmarksdaler i Haanden, og sin Skræppe fandt han vel forsynet med rigelig Niste. Men dette gjorde ham altid siden ondt at tænke paa, fortalte han.
Engang reiste Thrond nedover Dalen til Flekkefjord, hvor der allerede da var en liden Handelsplads. Han var forlegen for Korn, men havde for Tiden ikke Penge eller noget Andet „at vende for sig“. Han gik da raadvild paa Bryggen og saa der en Jydeskipper, som havde fuld Kornladning. Med ham gav han sig i Samtale, og tilsidst væddede han med ham om fem Tønder Korn, at han skulde fra et langtbortliggende Sted skyde Hul i Fløien. Det syntes umuligt, men Thrond havde hver Dag et Friskud og kunde ramme, hvor han vilde. Han vandt da sine fem Tønder, men Jyden væddede igjen, at han ikke skulde kunne gjøre et saadant Skud om igjen. Thrond kunde ikke heller, men han narrede dog Jyden ved at skyde med løst Krud og indbildte ham, at han havde skudt Hul i Hul i Fløien. – Den nærmeste Gaard ved Kvinlog var i Thronds Tid Røinestad, som ligger en hel Mil nedenfor, men Dalen var ikke tættere bebygget dengang. Paa Røinestad boede en Mand, som hed Knut. Han havde ogsaa nylig været paa Byreise, og bragt hjem med sig en prægtig Hat, som der gik stort Ord af. Thrond maatte afsted og se den Hat, og den syntes ham saa gild, at han bød Knut mange Penge for den, men denne svarede nei. Thrond bød mere, men forgjæves. Tilsidst sagde da Knut, „sælge dig den vil
