thi det skulde blot være med løst Krudt. Da nu Gudmunds Kammerater saa ham rende afsted, forfulgt med Bøsseskud af Thrond, skyndte de sig afsted igjen til Hæskestad det forteste de kunde. Men Thrond sendte dem dog siden deres Penge.
Hvergang Julen kom, havde Thrond for Skik at reise bort alene, og Folk mente, at han turede Jul i Aaseral eller Sætersdalen. Paa en af disse Reiser hændte det ham, da han sent om Aftenen red forbi Tilhaugen i Aaseral, at han fik se et prægtigt og oplyst Hus der, hvor han vel vidste, at det kun var vilde Heien. Det gik da med ham, som det saa ofte skal være gaaet mange Andre. Han blev buden ind, undskyldte sig, skulde saa drikke af et Horn, beholdt Hornet, men slog Drikken ud over Hesteryggen, hvis Haar bleve afsvedne osv. Hornet er endnu til i Fjotland; det er smukt udskaaret, sølvbeslaaet og tager sine tre Pæle. Thronds Kone fik aldrig Lov til at være med ham paa disse Julereiser. Men engang, da han havde sadlet sin Hest, sprang hun op og satte sig bagpaa. Han lod længe, som han Ingenting mærkede, men da de vare komne til Aane-Broen, som fører over en Bielv til Kvineselven, stod han af og sagde til Konen, at han vilde dræbe hende. Flere Gange dukkede han hende i Elven, men hun bad saalænge og saa bønlig for sig, og lovede, at naar han blot vilde spare hendes Liv, skulde han aldrig faa se hende mere for sine Øine. Saa slap han hende, og de skiltes. Mange Aar efter kom Thrond østover til Raulandsstranden i Thelemarken for at sælge Spød. Sent paa mørke Aftenen bad han om Husly paa en Gaard og fik det. Først da han kom ind til Ilden, saa han ret paa Folkene og gjenkjendte da strax i Konen sin
