Hardanger, opkjøbte de Uld og strikkede Trøier og Vanter („Spød“), som de igjen reiste østover med og solgte. Endnu vigtigere var Hestehandelen. Thrond Hoskoldssøn og flere Fjotlændinger hørte til det samme Slags Folk som Blank-Ola i Hallingdalen. Naar de vare hjemme, toge de sig for det meste Ingenting for, men ude vare de desto mere dristige. Og var de stundom Uvenner hjemme, holdt de sammen, naar de vare borte. Ved Thingstevner og Markeder, f. Ex. ved Thinget og Hestemarkedet paa Hordnes i Evje ved Otteraaen, ved Stavanger Marked, Røldals Marked osv. vare de vel kjendte og det ikke mindre som Slaaskjemper, end som Handelskarle.
Engang var Thrond reist nord til Hæskestad i Dalerne, hvor Bønderne efter Nabobygdernes Sagn skulle nedstamme fra bortrømte Trælle. Han kjøbte her Heste først af en Mand, som hed Gudmund, derpaa ogsaa af Andre. Aftalen var, at de Andre skulde saa Betaling, naar Gudmund fik. Dog det gik Aar og Dag hen, inden Gudmund fik sit, end sige de øvrige. De bleve da enige om allesammen at reise over Fjeldene til Kvinlog og kræve Betaling af Thrond. Men, da de nu kom saa langt, at de saa hans Huse nede i Dalen, gjemte de andre sig oppe i Kleven, og Gudmund var den eneste, som vovede sig frem; skjønt ogsaa han var bange. Da han kom ind, stod Thrond paa Stueguloet og brynede paa en Kniv. Gudmund rømte da afsted i Forskrækkelse, men Thrond løb efter, tog ham igjen og bar ham ind i Stuen. Her blev han godt trakteret med Mad og Drikke og fik ogsaa strax sine Penge. Men da Thrond hørte, at de øvrige var med i Følge, befalede han Gudmund at løbe afsted, men ikke at være bange, om han skjød efter ham,
