Fra Vik førte ogsaa en brolagt Vei over nogle Myrer til Kirken. I Elven ved Vik var ogsaa i den Tid, da Trælasthandelen med Skotterne blomstrede, ikke mindre end fem Sagbrug, og man paaviste længe det Sted, hvor de skotske Skibe lagde til, naar de hentede Lasten. Man kunde ogsaa mindes et Vers, som Gudbrand skulde have gjort om nogle af sine Gaarde, og hvori det hedte:
Vik, Velle-Sætre i Aarebygd
Bær stor Frygd.
Grebstad liden, ligger mig nær,
Det holder jeg meget kjær.
Engang fik Gudbrand et Besøg af Præsten i Ørskoug og bevertede ham med en Ret Lax, som smagte Præsten saare vel. Gudbrand skjænkede da Ulleviks Laxevarp til Ørskougs Præstebord paa det Vilkaar, at, naar han var død, skulde hans Skaal hvert Aar blive drukken paa Oure Kirkebakke, det vil sige paa en Houg ved Gaarden Oure, hvor Søkelvens Kirke staar. I lange Tider blev ogsaa hvert Aar paa Sognepræstens Bekostning kjøbt en Tønde Øl og tømt til Gudbrands Minde.
De i Begyndelsen meddelte Træk om „Gidskegutterne“ ere mig velvilligen meddelte af P. Fylling; Sagnet om Gudbrand er hentet dels fra Strøms Søndmørs Beskrivelse, 2, S. 191–192, dels fra denne Forfatters haandskrevne Optegnelser paa Universitets-Bibliotheket. (Mscr. No. 61. 8).
Det er aabenbart, at man i Kirken har holdt Gudbrands Aartid (Keyser, den norske Kirkes Hist. I, S. 194), og at dermed, som vist ingenlunde usædvanligt, har været et Gilde forbundet. Paa samme Maade hør vistnok ogsaa det mærkelige i første Samling af mine Bygdesagn S. 1–2 fortalte Sagn om Tollef Sal forklares. At Gudbrands Levetid falder i den katholske Tid, er givet nok; hans Navn nævnes i et Dokument af 1544.
