Om den høifornemme Æt, som gjennem flere Aarhundreder, beboede Gidske paa Søndmør, haves faa eller ingen Sagn. Naar paa engang man træffer flere velvoxne Karle i Veien, pleier dog Almuen at sige: „Der kommer Gidskegutterne.“ Og naar man har havt Sager til Things, men faaet en uheldig Dom, „eller Øvrigheden faar sat Noget igjennem, som behager Bønderne ilde“, skal det ogsaa kunne hænde, at man siger: „Havde Gidskegutterne levet endnu, skulde det have gaaet bedre.“
I forrige Aarhundrede levede endnu en Fortælling om en rig Mand, Gudbrand Gudbrandssøn, som skal have været Foged over det store Gidskegods. Han boede paa den store Gaard Vik i Søkelvens Annex til Ørskoug og tilhørte en mægtig Æt. To af hans Brødre, hver ligesaa rig som Gudbrand, boede den ene paa Egsund i Rødve Sogn, den anden paa Ringstad i Strands Sogn. En Sten ved Flaaskjærsvarpet skulde have været Grændseskjel mellem Gudbrand og en af hans Brødre. Gudbrand opførte store og prægtige Huse paa Vik, Tømmeret tog han paa Jarnæs, og et Berg, hvor dette Tømmer var blevet oplagt i en Flaade, fik Navn af Kliningsberget, fordi hans Tømmerhuggere der havde fortæret en halv Tønde Smør. Endnu i forrige Aarhundrede saaes Levninger af Huset, hvis Stokke vare tilhuggede paa en egen, nu forglemt Maade, nemlig med „Glip-Hug“, der kaldtes saa, fordi man lod Øxen glippe eller glide ud ved hvert Hug, hvorved Spaanene bleve rundagtige og Tømmeret selv udhulet og afdelt i visse Ruder.
