set Datter min saamange Gange paa den nye Maaden du, Karl, men nu skal jeg kysse dig paa den gamle“, og dermed drog hun op Loftsnøglen, som hun havde gjemt i Barmen, op og slog til Vebjørn, saa Blodet sprudede baade af Næse og Mund. Pigen og Barnet reiste da med ham. Dagen efter gik gamle Astrid paa en Vei mellem to Gaarde i Nærheden. En Mand, som mødte hende, blev forfærdet ved at see, hvor bedrøvet hun saa ud og sagde til hende: „Hvad feiler dig Astrid, du seer saa forandret ud?“ „Aa ikke Stort“, sagde Astrid, „der var Graabener hos os igaar og tog en Ungged og Killingen med, det var Skam Nogen skulde se Noget paa mig efter det.“ De Unge blev gifte, men Vebjørn var ond imod hende, og da hun saa vilde hjem til Forældrene, vilde de ikke have noget med hende at gjøre, og hun døde ogsaa snart efter.
Sagnene om Villands-Ætten, der give et særdeles anskueligt Billede af Fortidens Raahed, ere for største Del allerede meddelte i (en stærkt archaiserende) hallingdalsk Dialekt af J. C. Nielsen. (Hamiltons Nord. Tidsskrift, Aargangen 1868, og senere i „Søgnir fra Hallingdal“, Chra. 1868). Ved mundlige Fortællinger dels af Sander Raaen, dels af Numedøler har jeg selv indsamlet adskillige Tillæg og Varianter til disse Sagn, men jeg har ikke troet at burde optage mer end et Udvalg af dem i min Samling, da deslige Fortællinger om Slagsmaal, Mord, Drab og frygtelige Hændelser kun da have nogen Interesse, naar der i dem forekommer kulturhistoriske Momenter. Hvor stor Vildskaben har været i Hallingdal, derom faar man ogsaa et Begreb, naar man hører, at den ovenfor nævnte Skolelærer i Aal kunde erindre tredive Mord alene i dette Præstegjeld.
