Aagot og Konen der i Huset blev Uvenner, og Aagot sagde da, at naar Knut, Manden hendes, kom hjem igjen skulde hun nok faa med ham at bestille. Den gamle Kjærring, som først var indkommen, havde længe siddet stille og tygget paa sin Tobaksbus, men nu blev hun vred paa Aagot for dette og sagde til hende: „Du behøver ikke at sidde slig og snakke, Aagot, nylig en af Dagene tog den Onde Knut ude paa Grasvik i Sigdal.“ Aagot blev ikke glad, da hun hørte de Ord, men vilde, dog ikke tro det heller. Men da Handelskarlene kom tilbage, fik hun vide, hvordan det var tilgaaet.
Villands-Ætten blev sig selv lig ogsaa i de følgende Led, men vi vil her ikke opregne alle de stygge Ting, som fortælles om den, og det baade om Mænd og Kvinder. Kun et Træk endnu skal medtages, det er en liden Historie, som gik for sig 1822, altsaa for ikke mere end halvhundrede Aar siden. Det hændte sig, at en Gut oppe i Hallingdal, som hedte Vebjørn, friede til en Pige. Hun syntes godt om ham, men Forældrene vilde ikke have Vebjørn til Maag. Imidlertid fik de to et Barn. En Dag kom Frieren til Gaarden, hvor Pigen boede, og havde med sig nogle af de værste Kjemper i Dalen. De gik ind, tog først Barnet bort fra Peisen, hvor det laa i Vugge, og saa fulgte Moderen godvillig med sin Kjæreste. Den gamle Mand paa Gaarden bad sin Datter saa vakkert om at blive, han vilde føde baade hende og hendes Barn, men Pigen sagde nei. Konen i Huset, Astrid, var haardere, hun, men det var ogsaa Villands-Blod i hende. „Kom hid du, sagde hun til Frieren, jeg faar da vel Lov at snakke et Ord med dig, før du reiser.“ .Han kom da hen til hende. „Du har kys-
