der ind et Lignelse til en Mand gjennem Døren, som nærmede sig hen til Krakken, hvor Anfindsetens Lig laa, og tog det i Skuldrene og rykkede det frem paa Gulvet. Der tog de til at slaas. Snart laa Liget og snart dette Lignelse af en Mand paa Knæerne, og saaledes gik det frem og tilbage over Gulvet. Den fremmede Mand borte i Krogen vilde gjerne have sluppet ud, men kunde ikke, thi hvor han vendte sig, havde han de to, som sloges, lige foran sig. Endelig saa det ud til, at begge to vare saa trætte, at de ikke orkede mer. Da drog de sig bort til Krakken igjen og den Onde (som Manden nu skjønnede, at det maatte være) hjalp Liget igjen op paa Krakken. Liget prøvede ogsaa paa at vende sig selv, men kunde det ikke, da saa Manden skjelligt, at den Onde lagde det tilrette baade med Hænder og Fødder, som det havde ligget før. Nu først slap Manden ud af Loven og kom ind i Stuen. Husfolket og Hallingerne undredes da paa, om han havde seet Noget paa Loven, for de troede allesammen sikkert, at den Onde om Aftenen havde taget hans Legeme, ligesaa vist som, at han havde taget Sjelen. De spurgte da Manden ad, men han var næsten ikke god for at svare og var saa rent elendig og ussel udaf Forskrækkelse. Da han var kommen sig lidt af sin Angst, fik de vide, hvorledes det var gaaet for sig paa Loven. Hallingerne fik nu tænke paa at faa Anfindsseten i Jorden. De tog Liget med sig og standsede med det ved den første Kirkegaard, de kom til. Saa gik de til Præsten og spurgte, om han vilde kaste Jord paa det, men da han svarede nei, grov de det selv ned og reiste videre. Kort efter hændte det, at en gammel Kone kom ind paa en Plads, og der traf Konen siden ogsaa Aagot Anfindsset, Knuts Kone.
