en usynlig Aand og lagt lige i Ildstedet, saa at han vendte Ryggen af sin hvide Trøie midt ind i Peisen, hvor det brandt saa, at Ilden gik rundt omkring ham. De greb ham da fat, lagde ham i Bænken igjen og sagde: „Vi mener, du er gal, vil du rent brænde dig op?“ Han svarede ikke, og det saa ud, som han fik sove. Men ikke vidste Hallingerne Ordet af, før Knut igjen sad inde i Ilden. En af Kammeraterne greb ham endnu en Gang, og sagde: „Bær du dig saaledes ad, saa vil vi alle reise og saa kan du ligge igjen som et Krøtur.“ Knut svarede: „Hvorfor tog du mig bort igjen fra Varmen, jeg skal saa brænde, hvad som er, og det er det samme, naar det tager paa.“ Kammeraten satte sig nu ved Siden af Knut ved Bænken og holdt ham fast, indtil han opgav sin Aand. Derpaa tog Hallingerne Liget og bar det hen paa Loven, hvor de lagde det paa en Krak i fulde Klæder. Da de kom ind igjen, vare de ikke i Stand til at sove, men bleve siddende oppe og tale sammen. Ud paa Natten kom der da en Fattigmand ind i Stuen og bad om Hus over Hovedet, men Konen paa Gaarden svarede: „Jeg har nok med dem, som alt er her, de tage bort baade Bænker og Krakker i Huset.“ Fattigmanden sagde, at naar han bare maatte faa være under Tag, skulde han gjerne finde sig i at ligge paa Loven. „Ja det kan du gjerne“, sagde da Konen, „men der staar et Lig paa Lovegulvet, og saa vil du nu vel ikke være der.“ „Liget gjør mig da vel Ingenting“, sagde Manden, gik saa afsted og fandt sig lidt Hø i en Krog paa Loven, hvor han da lagde sig. Men da han havde ligget der en Stund, tog det til at lysne saaledes paa Loven, at Manden kunde tælle hver Træski i Taget. Mens han laa og undredes paa dette, kom
