ikke kunde komme før imorgen, om han saa tog Livet af hende, blev Knut saa rasende, at han greb hende og bandt hende fast med et Reb til Halen af sin Hest, og satte sig saa op og slog paa Hesten med en drabelig Pidsk, saa den løb afsted over Stok og Sten, og Konen maatte følge efter, snart paa Fødderne og snart paa Hovedet, thi Rebet var sat som en Rendesnor over Halsen. Ligedan gjorde han med flere Mennesker, baade Kvinder og Mænd, naar han blev vred. Engang hændte det da, at selv hans Halvbroder Elling, som ellers ikke var stort bedre end Knut, blev rent forfærdet ved at se et sligt Syn og derfor listede sig til at skjære Rebet af og løse det stakkels Menneske, som dennegang var fastbundet til Hestehalen.
Om denne Knut Anfindsets Død fortælles et helt Eventyr, som bedst viser, hvilket skrækkeligt Menneske han gjaldt for at være. En Høst, siges der, havde Knut i Følge med nogle andre Handelskarle været afsted til Kongsberg med Heste og Kreaturer, og da de havde solgt, hvad de havde, gave de sig paa Hjemveien. Samme Dag, de toge ud, blev Anfindseten syg, men de Andre fik ham dog med sig hjem til Sigdal. En Aften kom de til en Gaard i Sigdal, heder Grasvik. Det var senhøstes, og Folkene paa Gaarden blev rent bange, da de saa, at der kom saa fuldt af Hallinger, og ikke havde de Sengerum til dem alle heller. De Fremmede maatte da ligge i Bænke og paa Krakker i selve Stuen. Anfindsseten blev uslere og uslere; Kammeraterne hans fik ham da til at lægge sig i en Bænk mellem Sengen og Peisen, og en af dem lagde en Skræppe som Pude under hans Hoved. Medens nu de andre sad og snakkede sammen, blev de pludselig var, at Knut blev greben som af
