rettes Morgenen efter. Torkel spurgte da Folk, om Mestermandens Hoved sad lige, medens han kjørte. De svarede ja, det sidder lige. „Da“, sagde Torkel med en drøi Ed, „skal Skallen nok faa sidde paa min Broder Svein ogsaa.“ Derpaa gik han strax ned i Arresten til Svein og sagde: „Nu skal du faa leve, Bror.“ „Aldrig bliver jeg saa beredt til Døden mere, som jeg er nu“, sagde Morderen. Han slap da ud, og Hallingerne mente, det var Torkel, som ved sine Kunster havde faaet Dommen formildet til Fredløshed. Siden levede Svein som en fredløs Eneboer oppe i en Støl og døde tilsidst i et Ildhus paa Mørk i Hol. Men i Rollag i Numedal fortælles paa en anden Maade om hans Død. Der heder det, at han virkelig blev rettet, og man ved endnu at tale om, hvad han svarede Præsten, som skulde berede ham til Døden. Da nemlig Præsten bad ham betænke sine Synder, bad Svein først om en Kvannerod at tygge paa, fordi han havde Nag for Bringen. Præsten bad ham atter om at omvende sig; da skulde han endnu samme Dag faa sidde tilbords med Abraham, Isak og Jakob. Svein sagde: „Vil du idag gaa i mit Sted, skal jeg unde dig det Maaltid.“
Den yngste af alle otte Ragnhildssønnerne var Knut, som almindeligvis efter Gaarden, han eiede, kaldtes Anfindseten. Han var kanske ogsaa den slemmeste af dem allesammen og kunde ikke komme nogetsteds, uden at han forsøgte at vælte sig ind paa Folk for at komme til at slaas. Han var ondskabsfuld og grusom og pinte og mishandlede endog Kvindfolk. Engang havde han Penge tilgode af en Fattigkjærring paa en Husmandsplads og vilde derfor have hende til at skjære Korn for sig en Dag. Da nu Konen svarede at hun
