Ansigt og fodrap, men ikke meget høi. Han var ligesaa ustyrlig som Tollef og holdt just heller ikke altid Fred med sine egne Brødre. Engang dræbte han i Raseri en af sine Sambygdinger og blev derfor ført til Sundre til Lensmanden. Nu var det hans egen Broder Torkel, som var bleven Lensmand, og hos ham sad han et helt Aar fast. Den ene Dom faldt efter den anden, men tilsidst blev han dømt af med Livet ogsaa af den høieste Ret. Men hans Broder Torkel var klogere end de andre Brødre, og han var heller ikke saa raa en Slagsbroder, som de, men havde i dets Sted lagt sig efter Loven og var endog saa vel lært, at han kunde føre en Sag paa Thinget, om det gjaldt. En Aften kom nu Mestermanden[1] og hans Knegt kjørende til Lensmandsgaarden, og Svein skulde
- ↑ „Mestermanden“ spiller naturligvis en stor Rolle i Almuesagnene. Saaledes fortælles i Hurdalen, om at Mestermanden engang i sin Forretning var kommen ind paa en Gaard der i Sognet og havde lagt fra sig sit Sværd paa Bordet. En vakker Pige kom just ind i Stuen og hørte, at det „sang“ i Sværdet og lod falde et Ord, om hvor stygt det var. „Du kommer engang under mine Hænder, men endda kan jeg frie dig, om jeg maa faa Lov til at tage tre Haar af dit Hoved“, sagde Mestermanden. Nei, Pigen var stolt og vilde ikke. Men siden blev hun med Barn, dræbte det og blev rettet. Paa den gamle Velstandsgaard Skjønne i Nore i Numedal sees en Mestermand afmalet i en af Stuerne med sit Sværd i Haanden. Mestermanden nød i sin Tid ogsaa Told af Almuen. Bønderne i det da endnu Norge tilhørende Jemteland bevilgede den 1 Febr. 1623 en Skilling af hver Mand aarlig til Skarpretteren i Throndhjem, som desuden, naar han havde havt en Forretning i Jemteland skulde have fri Skyds paa Hjemveien til Stene i Spogn. (Hagstrøm, Jemtelands økonomiske Beskrifning S. 117).
