sted til Akershus, men efter nogle Aars Forløb satte Generalen paa Fæstningen ham paa fri Fod igjen, thi Tollef kunde opføre sig godt, naar han vilde og havde forstaaet at komme paa god Fod med Kommandanten. Før han slap ud, maatte han dog love at holde sig stille og rolig paa sin Gaard, naar han var kommen hjem. Saa skulde han da tage spaa Hjemveien og gik afsted i en gammel Soldateruniform, som de havde givet ham paa Akershus, hvorfor alle Folk troede, at han var en Gevorben, som havde faaet Orlov. Da han var kommen saa langt som op i Flaa Sogn i den nedre Del af Hallingdal, gik han ind paa et Hvilested, heder Slabænken, hvor han traf nogle drukne Kortspillere. En af dem, som sad oppe paa Bordet lige ved Væggen, kaldte ham en Slamp af en Gevorben, hvorpaa Tollef gik frem paa Gulvet og bød ham en Krogfinger, den anden gav ham sin Finger igjen, hvorpaa Tollef trak ikke alene ham, men endog hele Bordet bort og vred derpaa Fingeren helt af ham. Derpaa ranglede han videre afsted, indtil han paa et andet Hvilested traf et nyt Kortspillerlag, hvor der blev spillet om Brændevin. Der bade de ham spille med, og endelig lod han sig overtale, men var uheldig, tabte i et væk og kunde ikke betale. De vilde nu naturligvis ikke spare ham, men fik da snart føle, med hvem de havde at gjøre; Tollef jog dem ud af Stuen allesammen, drak op alt Brændevinet og gik videre nordover paa Isen. Endnu mange flere Fortællinger kjendes om hans Styrke og Vildskab. Hans Søn Ole, som hedte efter Blank-Ola, blev ogsaa Slagsbroder.
Næst efter Tollef i Kræfter kom Halvbroderen Svein, en overmaade velbygget Karl, med vakkert
