Ola paa sine Reiser hvilede sig og tog sig et Rus paa Aurlandsvangen i Sogn, da turde ingen Karl være hjemme i en halv Mils Omkreds. Tollef nøiede sig med at rydde Stuen, men Blank-Ola ryddede hele Reppen.
Værst gik det til, naar Tollef tog til al slaas med sin egen Slægt. Især levede han i Ufred med sin Halvbroder Ole. Engang var han saa rasende, at det saa ud, til at han vilde dræbe Ole, men Moderen, den gamle Ragnhild Villand, lagde sig imellem og sagde: „Vil du dræbe din Broder, faar du først dræbe mig, jeg har lidt det samme for jer begge to.“ Tollef huggede sin Øxe fast i Hurden, men stødte derpaa saa voldsomt til Ragnhild, at hun faldt baglænds ned ad Hellen udenfor Døren og hendes Hofter kom af Led. Derpaa begyndte han ogsaa at prygle sin Stiffader Ole Larsen. Dette blev dog meldt for Øvrigheden, og Tollef blev dømt til Fæstningen paa Levetiden. Men nu gjaldt det at saa fat paa ham og saa ham ført afsted. Lensmanden var en liden Mand, og havde ikke stort Mod paa at give sig i Kast med Tollef Villand, førend dennes syv Brødre, som holdt med Forældrene, lovede at hjelpe ham. Lensmanden listede sig da hen til Villand, mens Tollef sad og skavede Kubber. Alle Brødrene var allerede komne og sad rundt Huset. Da de saa fik se Lensmanden, sprang Svein først frem til Tollef og sagde: „Jeg kan hjelpe dig lidt med at skave.“ Før den anden vidste Ordet af, slog nu Svein saaledes til ham med en Kubbe, at Kniven fløi ham af Haanden, og strax kastede allesammen sig over ham, kastede ham til Gulvet, greb hans Arme og bagbandt ham, hvorpaa Lensmanden førte ham bort som en vild Oxe. Saa kom da Tollef af-
