berygtede som vilde og raa Slaaskjæmper. Tollef var den stærkeste og efter ham Svein.
Ragnhilds Sønner af det første Kuld viste allerede, medens de var unge, hvad Art der var i dem. De havde en Slægtning paa en Gaard, som hedte Rikansrud, en gammel rig og mægtig Ungkarl eller Busete, som det kaldes i Hallingdalen. Til Rikansruden kom engang reisende nogle ustyrlige Brødre. De drak Manden fuld og fik derpaa fat i en Kapellan og bad denne at trolove ham med hans Tjenestepige, som var deres egen Søster[1]. Men da Buseten blev ædru igjen, angrede han paa, hvad han havde gjort og sendte Bud til Villand efter de fire ældste af Ragnhildssønnerne for at de skulde skille ham af med hans Brud, og bad dem tage med sig sin Søster Margit, som da var atten Aar gammel. De kom, men Busetens Fæstepige havde af Frygt gjemt sig i Fjøset. Villandsgutterne ledte hende dog op og tog
- ↑ Indtil 1797 var som bekjendt Trolovelse en i Loven paabuden geistlig Ceremoni, der gjerne ledsagedes af et Gilde, det saakaldte Fæsterøl. I min Barndom sang man endnu i Lyngdal og Kvinesdal en Vise om et saadant Gilde, der skulde have staaet paa Gaarden Tjomsland i Aa Sogn, og hvor Bevertningen havde været noget knap. En af Gjesterne indbildte da midt om Natten Selskabet, at nogle Smaavand eller Tjern ved Gaarden vare forvandlede til Myse, og Alle styrtede da afsted for at se om dette var sandt og for at nyde af den paa en saa vidunderlig Maade tilveiebragte Drik:
Det va’ inkje ret, som de burde vera,
Aa Festepigen sprang føre te Døra
Aa under Bua i de nera Smoje,
Aa Gudan sprang ette i sama Foje,
Aa heila Folkje dei te aa gløsa.
Tru Tjomslands Vatnan e blein te Møsa?
