Side:Norske Bygdesagn.djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

lystede, og den Anden sagde ja. Dermed slog han strax til Fogden, saa denne faldt omkuld under Thingbordet og gjorde saa et Hallingkast paa Gulvet med de Ord: „Endnu dandser Blank-Ola med sine Sølvsyljor i Bringen og sine Spænder i Skoene.“ Disse Ord blev til et Ordsprog og er det endnu mellem Hallinger og Numedøler. Saa reiste Ole hjem igjen til Hallingdal med sine Heste og solgte dem. Paa en Sten ovenfor en Støl ved Myre sad han og tog imod Pengene, og tjente ikke mindre end sytti Daler paa sin Handel.

Ole, som hidtil foruden Blank-Ola ogsaa var bleven kaldt Myregutten efter den Gaard, hvor han var født, tænkte nu ogsaa paa at gifte sig. Han friede til Ragnhild, ældste Datter af Elling, Bonden paa søndre Villand.[1] Ragnhild var en usædvanlig velvoxen og vakker Pige; hendes Hoved ragede op over alle andre Kvindfolks, naar hun kom til Kirke. Da Elling var uden Sønner, havde Ragnhild Odelen til Villand, og Blank-Ola fik derfor ogsaa Gaarden med hende. De fik fem Børn Tollef, Elling, Torkel, Nils og Margit, men om nogle Aar døde Blank-Ola og Ragnhild giftede sig paany med en Ole Larsen Fossgaard og fik med ham endnu fire Sønner, Lars, Ole, Svein og Knut. Alle disse otte Sønner blev store og stærke Karle, de fleste af dem drev ogsaa paa Hestehandel. De kom saaledes vidt omkring i Bygderne, men hvor de kom bleve de

  1. I et Skattemandtal i Rigsarkivet nævnes Elling som Eier af Gaarden Villand bl. A. i Aaret 1689, og man har heri et Udgangspunkt for disse Ættesagns Tidsregning. Blank-Olas Manddrab maa være foregaaet nogle Aar tidligere, nemlig inden Christian den femtes Lov afskaffede Mandeboden.