og rød Undertrøie, begge prydede med Silketraad af sorskjellig Farve. Brystdugen var gjerne grøn og ikke gjenknappet længere end til Midtlivs, saa at der viste sig en lang Rad af Sølvknapper midt efter Brystet, de største øverst og de mindste nedenfor. Dertil kom Knæbuxer med Knæspænder og Knæremspænder. Paa Skoene vare store Sølvspænder. Paa Hovedet bar Hallingen tresnudet Hat og om Livet en Gjord eller Belte af gult Elgeskind med Sølvspænder og dobbelt Knivslir. Haaret lod man voxe saa langt det vilde, og det naaede ofte ned over hele Ryggen. Gult og lokket Haar blev holdt for det smukkeste.
For næsten tohundrede Aar siden var der en Mand paa Myre i Hol, som hedte Ole Tollefsen. Han var bekjendt i vid Omkreds som Hestehandler og reiste fordetmeste over Fjeldet til Sogn med sine Drifter. Han bar altid ualmindelig mange Sølvspænder, Knapper og Søljer, og derfor kaldtes han gjerne Blank-Ola. Som han engang reiste omkring med alle sine Heste i Sogndal, mødte han en Slaaskjæmpe som vilde give sig i Kast med ham. Men Enden blev, at Blank-Ola slog Kjæmpen ihjel. Han blev da sat fast, og der blev lagt Beslag paa Hestedristen hans ogsaa. Tilsidst fik han sin Dom, at han skulde bøde de tre „Tjaug“ eller Snes Lod Sølv, og Fogden, som skulde tage imod Pengene, sagde: „Nu skal vi da saa Søljerne af Bringen og Spænderne af Skoene til Blank-Ola.“ Men Ole havde saa mange Penge hos sig, at han ikke behøvede at sælge sin Stads og lagde de sexti Lod paa Bordet med een Gang. Derpaa spurgte han Fogden, hvad det kostede at slaa til en Mand med Næven. „Ti Daler“, sagde Fogden. Ole spurgte igjen, om han maatte slaa, hvem han
