Besværing, idet de sad ofte i Fængsel, den ene efter den anden, og Almuen maatte holde Vagt over dem.“
Efter „En gammel Skoleholders Optegnelse for Aaret 1827 om forskjellige Hændelser i Aals Præstegjeld“ (B. Moes Tidskr. f. Personalhistorie I, 529 flg.) samt mundtlig Beretning af Sander Raaen.
3. En tredie Æt var Viskeslægten i Aal. Til den hørte Sæhvat Engebretsen, som var en af Holstekarlene, det vil sige, en af de mange Nordmænd, som i sin Tid maatte tilbringe flere Aar i Holsten, dengang der ventedes Krig med Rusland.[1] Men da Sæhvat kom hjem fra Holsten, var han bleven en udlært Skøier og indlod sig paa mange fortvivlede Streger. Der boede dengang nogle Folk i Nordre Vas, som man kaldte Bankokarlene, fordi de gjorde falske Sedler. Sæhvat gav sig i Lag med Bankokarlene og reiste med dem til Bragernæs Marked, hvor de skulde forsøge paa at faa Sedlerne ud. Det var ikke saa let en Sag, og dertil meget farligt, men Sæhvat fandt paa Raad. En Aftenstund gik han ud paa Isen paa Dramselven, kastede sig i en aaben Vaag og begyndte saa at huie og skraale paa Hjelp af alle Kræfter. Omsider kom to Vægtere og drog ham op. Nu tog han op sin Tegnebog, saa efter sine Penge, og anstillede sig yderst forskrækket, over at alle hans Dalersedler vare rent opblødte. Man gav ham da det Raad at gaa op paa „Vexelhuset“ og forsøge at faa dem byttede, og det lykkedes ham da at faa ordentlige Penge for Bankokarlenes falske. Da han saa
- ↑ Et Sagn fra denne Tid er fortalt i første Samling S. 83–84.
