terne“ stundom prøvede Kræfter, pleiede at sige: „Det er ikke værdt at slaas med dem, de lade sig ikke piske.“
Mundtlig fortalt mig af Sander Thomassen Raaen.
2. Paa søndre Helling i Øvre-Aal boede i det syttende Aarhundrede en ilde berygtet Slægt, Efterkommere af en Thorsten Engebretssen, som havde Gaarden 1638. Thorstens ældste Søn hedte Johannes. Han var en Tyv, kom i Arrest hos Lensmanden Sindre Sundre, men rømte til Nordland og blev der siden hængt. Den anden Søn, Engebret, gjorde meget ondt i Bygden og stak tilsidst Præstekonen, Mari Jacobsdatter, med Kniv; derfor kom han paa Bremerholm og gik der i Fængsel sin Livstid. Den tredie Søn Levord blev dræbt af en Harbrand Skrinde, den fjerde Halvor, blev dømt fredløs, blev tilsidst dræbt i Vas-Bygden og blev begraven uden Kirkegaard. Den femte Søn, Tollef, fik da tilsidst Gaarden efter sin Fader Thorsten, men Tollefs Sønner blev ikke bedre end Farbrødrene. Først var det Halvard „Bibi.“ Han begyndte at stjæle allerede som Barn, og var neppe bleven voxen, førend han blev hængt og hans Legeme opbrændt der paa Helling; Moderen byggede da et stort Stabur udenfor Huset, for at slippe for at se Galgen. Saa var det Asser Tollefsen, som blev rettet for Manddrab 1573, dernest Bjørn, som blev dræbt i Vas-Bygden. Nu var der ikke flere igjen af Halling-Ætten end Tollefs to yngste Sønner, Thorsten og Levord. De bleve skrevne til Soldater og maatte ned til Danmark, men kom aldrig mere igjen. „Saa blev Enden paa det onde Folk. De vare Guds Bespottere og Guds Ords Foragtere og hele Almuen til
