ikke vare syv Mærker lettere (en for hver Fasteuge), var det et Tegn til at man ikke havde spæget sit Legeme, som man burde i Fastetiden, og man skulde da have Straf. Opfindsomme Folk viste dog Raad: man fyldte Sand i Sokkerne, havde Smaasten i Lommen o. s. v. Langfredagsmorgen pleiede man ogsaa tidlig om Morgenen at gaa fastende ud i Skoven for at „marke“ eller høste Fodersurrogater til Kreaturerne, thi ogsaa disse skulde den Dag spæges.“ Endnu indtil den sidste Tid har det i mange Bygder været Skik at arbeide og det haardt idetmindste en Stund hver Langfredag. Præsterne have undertiden betragtet det som Tegn paa Ringeagt for Helligdagen, men Tanken har idetmindste oprindelig været ganske den modsatte, at plage sit Legeme til Christi Ære.
Paa sine Steder er det endnu Skik, at Pigerne i en Grænd om Høsten og Vinteren samle sig hver Fredagsaften og vaage Natten over først i et Hus, saa i et andet efter Omgang. Den Aften er nemlig den bekvemmeste, thi den følgende Lørdagsaften kan der soves godt ud.
Sammenlign Bergensposten for Juni 1872.
3. Det har i Fortiden været almindelig, at der paa Gaardstunet var plantet et Træ, Tuntræet, Vettetræet eller Bøtræet, der betragtedes som helligt. Paa samme Maade har man i Sverige Bosträd eller Tomteträd. Ja, det skal endnu en enkelt Gang kunne hænde, at en Gaardmand ved sin førstefødte Søns Fødsel henter en ung Træstamme fra Skoven og plantet den nær Husene; Træet er da fra den Tid Guttens og fredes omhyggeligt. Paa sine Steder mener
