I en anden Dissertation (de ritibus nuptiarum apud Sveo-Gothos,
præs. Hermansson Ups. 1726. p. 37) omtales Skaalebryllupper,
om hvis Alder der hos os har været tvistet, som
brugelige i Sverige paa den Tid. „Bradesvendene, heder det,
ombære Brudskål eller Brudtalærken, hvori Penge lægges til
de Nygifte. Undertiden bar dog Bruden selv Skaalen om just,
som Gjesterne skulle drikke paa „Dannemands og Dannekvindes“
Velgaaende. Overtroen mente, at de indkomne Penge aldrig
maatte udbetales til Nogen den Dag, de vare ydede i Skaalen.
2. St. Luciedagen (13 Decbr.) var i ældre Tider en af de mærkeligere Helgendage. I visse Bygder antoges ogsaa at „Lussinatten“ var den længste Nat i Aaret, hvorfor ogsaa Aasgaardsreien særlig drev sit Spil da. Det var derfor ikke raadeligt at være ude den Nat, da man ellers let kunde blive opsnappet af Reien. Sligt hændte stundom, især med Piger; en saadan, der var blevn røvet af Aasgaardsreien, kom aldrig mere igjen, men Aaret efter, da Veien paany kom til samme Kant, kastede hun sit „Stølebelte“, der var besat med Sølvstads, ned paa Jorden, for at Folk kunde vide, hvor det var blevet af hende.
Den saakaldte Hvidetirsdag, der indtræffer lige før Fastens Begyndelse, var ogsaa i sin Tid i stor Agt og Ære. Det gjaldt nemlig da at spise saa godt, som muligt, fordi man nu saa længe skulde leve knapt Derfor nød man paa Hvidetirsdag (eller „Smørtirsdag“) det bedste, som Huset formaaede. Dagen derefter hed derimod Askeonsdag; da skulde man nøie sig med Grød, kogt af askeblandet Meel. Paa samme Askeonsdag havde man ogsaa i ældre Tider for Skik at lade Ungdommen veie, og de unge Menneskers Vegt blev endog undertiden optegnet. Naar saa Langfredag kom, bleve disse atter veiede, og hvis det da viste sig, at de
