Skikken har ogsaa fundet Sted i Sverige, hvor
man navnlig fra Smaaland har omtrent hundrede
Aar gamle Meddelelser derom. Det var her brugeligt,
at Fæstemøen før Brylluppet drog om idet Sogn,
hvor hun var født og i de tilstødende Strøg af Nabosognene,
ledsaget af en ældre Kone, der førte Ordet
for hende, og paa denne Vandring indsamlede Hamp,
Lin, Uld o. s. v. Fæstemanden reiste om før Jul for
at samle Havre og kaldtes derfor ogsaa Havretigger,
medens Bruden hed Tona-Tiggerske (af To ɔ: Hamp
og Lin). De, som modtog denne Hjelp, ansaaes forpligtede
til at give Andre igjen, men de, der ikke indlod
sig paa disse Tiggerreiser kunde sige Nei til dem,
der besøgte dem i sligt Ærinde. Ogsaa i Nerike reiste Fæstemøen
om, ledsaget af en Kone af Slægten. Den der
saakaldte Brudstugång afskaffedes undertiden ved formelige
Sognebeslutninger, f. Ex. i Svennevads Sogn 1696.
Ogsaa i Dalarne omtales Skikken, og der tilføies tillige den interessante Oplysning, at mellem de Bønder, som boede paa den norske Grænse, var det Sædvane, at Brud og Brudgom vandrede til Norge for at bede om Uld, Traad o. s. v., og at norske Brudefolk til Gjengjeld besøgte de svenske Nabobygder i samme Ærinde.
Korte Underretninger over „Jedderens Provsti, sammenskrevne af afgangen Provst Johan Grøn Lund, efter hans Død ordnede ved Peder Ludvig Lund, Sognepræst til Valle i Sætersdal. (Manuskript i Christiansands Kathedralskoles Bibliothek). Herslebs „uforgribelige Tanker“, i Rigsarchivet. Beskrifning om Swensta Allmogens Sinnelag, Seder &c. Sthlm. 1774 4. S. 11–12; Hofberg Nerikes gamla Minnen, S. 198, samt Diss. Acad. de Dalekarlia Pars I, autore Zach. Holmio Ups. 1729 p. 134–135.
