Julemorgenen. Da manede Hr. Petter flux til sig sin forrige Tjenestedreng, den samme, som han havde jaget ned imellem Kridtringen, satte sig paa hans Ryg og reiste afsted gjennem Luften. Da de vare komne midt paa Stathavet, slap den Onde Hr. Petter med de Ord: „Hvad sagde Apostelen Petrus, da han var i Havsnød?“ „Hold Mund“, svarede den anden, „og bær mig did, du skal!“ Endnu to Gange til slap den Onde Præsten, idet han gjorde samme Spørgsmaal og fik samme Svar; sidste Gang tog han ham ikke op, før i det Øieblik, han rørte ved Havfladen. Men Hr. Petter forsnakkede sig aldrig, og altsaa kom han i rette Tid paa Prækestolen i Kjøbenhavn.
Paa Hr. Petters gamle Dage traf det sig engang udpaa Forsommeren, at der kom en umaadelig Mængde af Aamer (Larver) i Ageren Det saa ud, som om disse Skadedyr skulde fortære Sæden aldeles. Da kaldte Hr. Petter hele Almuen til Kirken og holdt Bededag med den, men da saa Kirkefolket kom ud igjen, var Luften saa fuld af Smaafugle, at man neppe kunde komme frem for dem, og alle Aamerne bleve opspiste inden Aften.
Den mærkeligste af alle Fortællinger om Hr. Petter er dog Sagnet om Helgelændingernes Sorg ved hans Død. Thi da skulle alle Jægteskipperne have sat et Stykke sort Vadmel paa hver Side af Jægtens Seil. Endnu i Mandsminde vedblev man at anbringe denne sorte Lap i Seilene, men det var kun de Gamle, som vidste, at „svarte Raanokken“ fra først af var sat der for Hr. Petters Skyld.
Ligesom Hr. Peder Claussøn, havde ogsaa Peder Dass den Skjebne, at intet af hans Skrifter kom i Trykken i hans levende Live. Sagnet fortæller, at
