Mand i sin Tid og er bleven navnkundig af Adskilligt.“
Andensteds fortælles ogsaa om Hr. Peder, at han med stor Iver ivrede imod Helgendyrkelsen, og den Tilbedelse af Billeder, som endnu gik i Svang blandt Almuen. Han tog alle Billeder ud af Kirken og kastede dem ud i Undalselven, for at de kunde drive tilhavs med Strømmen. En Bonde fra Gaaarden Syrdal, som just laa ude paa Fjorden ved Svinør og fiskede, blev da forfærdet, da han fik se sin Helgen komme drivende ud imod sig og det, uagtet Helgenen „var af Guld.“ Glad tog han det kjære Billede op af Vandet i Baaden og bragte det til sit Hjem, hvor han dyrkede det i al Stilhed, indtil Præsten fik det at vide og straffede ham derfor.
Sagnet om Hr. Peders Giftermaal fortælles ellers i Undals Kaldsbog, der dog er indrettet mindst halvhundrede Aar yngre end Tyrholms Optegnelser og hidrører fra Provst Jens Saxe d. Æ. († 1814), om en af de senere Præster i Dalen, Hans Jørgensen Gotzow, der levede c. 1650. Det heder i Kaldsbogen, at de to jydske Piger begge bleve gifte med Præster, den ene med Sognepræsten „Gamle Dr. Hans“, og den anden med Capellanen, „Unge Hr. Hans“, og der tilføies, at disse to Præstekoner erhvervede sig store Fortjenester af Almuen i Dalen, hvem de oplærte i Jordbrug, Husflid og Vindskibelighed. Hans Jørgensen Gotzow, der blev Præst i Undal 1629 efter en Valgstrid, der maaskee er den interessanteste, vor Præstehistorie kjender, (se mit Skrift: Om geistlige Embeders Besættelse i Norge efter Reformationen, Chra. 1869, S. 17) er ogsaa mærkelig formedelst sin Lærdom. Universitetsbibliotheket eier hans betydelige Samling af latinske Breve og Digte, et sjeldent Exempel paa Erudition og varm literær Interesse hos en Landspræst i de Dage. Hans Gotzow vides forøvrigt at have været gift med en Adelsjomfru fra Lister, Marina Theiste.
