kede, at det var den samme Præst, han havde talt med udenfor Lindesnæs. Da reiste Prindsen sig op, vendte sig til sin Hr. Fader og udbad sig den kongelige Naade, at Hans Majestæt vilde forære ham denne Mand Kongen spurgte, hvorfor, om det var for at han vilde gjøre en Prøve og alene dømme den Mand. Just saa, svarede Prindsen. Kongen føiede ham da i hans Ønske, og Prindsen vendte sig nu til Hr. Peder med de Ord: Hans Majestæt har foræret mig Eders Person, jeg forærer Jer Eders Liv, gak hjem med Fred. Saaledes beholdt han baade Liv og Kald.
Hr. Peder skal ogsaa have havt Adskilligt at bestille med Troldkjærringerne i sit Kald. Han forfulgte dem, hvor han traf dem og lod nogle af dem sætte fast hos Lensherren Peder Grubbe, som skal have boet i Nabobygden Lyngdal, og som var en haard Mand. En Vinter var Hr. Peder reist til Lyngdal for at besøge Lensherren, og der blev da drukket temmelig tæt af en Sølvkande. Medens de sad og drak, bleve de uenige, og medens Lensherren en liden Stund var ude af Stuen, reiste Præsten afsted i sin Karmslæde. Derover blev Peder Grubbe saa forbitret, at han gik ned i Kjelderen til Troldkjærringerne, som sad arresterede og lovede dem, at de skulde slippe løs, ifald de med sine Kunster vilde gjøre Præsten Fortræd, medens han var underveis. De lovede det da strax, og ganske rigtig, da Hr. Peder skulde over et Vand, Tarvandet, brast Isen og Hest og Slæde faldt ned i Vandet. Vel bjergede Hr. Peder selv sit Liv, men hans Dreng druknede.
Hr. Peder, skriver Tyrholm til Slutning, var ikke alene Præst, men ogsaa Tolder i Snig og Lensmand i Lyngdal, „og vist er det, at han var en rar
