Dermed løb han ind, greb en ladt Rifle og skjød Fjeldmanden ihjel paa den anden Aabred.
For denne Gjerning blev da Hr. Peder stevnet til Bergens Herredag, hvor Kongen og hans Søn Prindsen selv skulle indfinde sig og skifte Lov og Ret. Tiden kom, da Kongens Skibe vare ventendes under Kysten, og Hr. Peder roede da ud med sin Baad og passede paa udenfor Lindesnæs, om han skulde være saa heldig at træffe Kongeskibet. Som han laa der, hændte det, at en Fisker fangede en stor prægtig Kveite eller Helleflyndre. Den kjøbte Hr. Peder og roede længere ud for at see efter Skibene. Han gjorde Tegn til et af dem, at man kunde skjønne, at han havde noget at melde, og det traf til, at det var Prindsens Skib. Denne kom op paa Dækket, saa Fisken og befalede Præsten at komme ombord. Hr. Peder bad Prindsen om at modtage denne og lade den anrette for sig, da den var meget lækker. Derhos havde han en Mængde Ting at fortælle om, baade om Fugle, Fiske og andre Dyr. Alt dette morede Prindsen, og han spurgte da tilsidst, hvad Naade han kunde vise Hr. Peder. Da aabnede denne sit Hjerte, men i Førstningen ganske forsigtig. Han takkede Gud og Kongen, sagde han, for det gabe Kald, han havde. Men nu fortalte han videre, var han ulykkeligvis stevnet til Bergen i en Sag, og derfor vilde han udbede sig den Naade, at Prindsen vilde erindre ham, naar han fik se ham igjen, bleg og blaa om Næsen. Prindsen opskrev da strax hans Navn, og de skiltes ad.
Hr. Peder reiste derefter til Herredagen, og da hans Sag kom for og han stod for den høie Ret, fæstede han sine Øine alene paa Prindsen og stirrede paa ham. Denne tog da sin Tegnebog op og mær-
