med Byerne og Udenverdenen, førend Røros Verk blev anlagt i Midten af syttende Aarhundrede, er neppe til at beskrive. Ikke alene var der ingen Veie, saa at Vinteren var den eneste Tid, man kunde tænke paa at kjøre, men Kjøretøiet var endnu saa slet, at der ikke fandtes en Splint af Jern deri, Sæletøiet bestod af Vidjer, og Slæderne vare sammenslaaede med Træpinder. Var man ude at kjøre, maatte man have en dygtig stor Bundt med Vidjer med sig, thi den Slags Sæletøi gik naturligvis idelig i Stykker. Efter Kobberværkets Anlæg blev Meget forandret, og Kjørsler og Transporter til Røros, tildels endog fra Throndhjem og Sverige bleve nu nye Næringsveie.
I Carl den tolvtes Dage, maaskee ved Armfelts Indfald 1718, paakom der disse afsidesboende Bønder en stor Skræk, da de pludselig fik see svenske Soldater rykke ind i den forsvarsløse Bygd. Der var ikke stort at faa til Underholdning hverken for Heste eller Folk, og stor Nød opkom derfor blandt Bønderne. Længe vidste de, der havde oplevet denne Begivenhed som Børn, at tale derom paa sine gamle Dage: „Jeg saa der stod Hest i Hest, og Høet laa under deres Fødder, jeg saa, at Stuen vor var fuld af Svensker, som aad og drak og gik ud og ind, men jeg forstod dem ikke“. Det var om Vinteren, at Fienden kom til Bygden; nogle Familier forlod derfor sine Gaarde og tyede tilsæters med Penge, Kreaturer, Mad og Klæder. De turde længe ikke vove sig hjem igjem, og holdt endog Jul i Sæterboden, som ikke havde andet Gulv end den bare Jord, og som forresten var en Røgstue med Ljore men uden Vinduer og med Dør, som gik i Hængsler af Vidjer.
