Side:Norske Bygdesagn.djvu/116

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


2. I Tolgens Præstegjeld i Østerdalen ligger Dalsbygden, en liden Sidedal, gjennemstrømmet af Vandgrøftelven, som løber i Glommen ved Os Kirke. Tiden, da dette Dalføre ryddedes, kan ikke bestemt angives, men Sagnet fortæller, at to Brødre, „Kviknebrødrene“, fra Gaarden Brea i Kvikne vare de første, som her tog fast Ophold. De nedsatte sig paa det Sted, som endnu kaldes Breens Storgaard, og som de da formodentlig have opkaldt efter sit Hjemsted. Her var meget god Jord, og i Ly af den ypperlige Furuskov kunde her dengang voxe Korn. Deres Huse stod der, hvor nu „Midtstuen“ og „Fremstuen“ findes. Efterhaanden kom flere Nybyggere til, og saaledes opstod en liden Grænd. I Begyndelsen havde Folket her en lang Kirkevei, nemlig lige til Aalens Kirke i Guldalen, siden fra det sextende Aarhundrede af gik de til en Stavekirke, som da skal være opført paa Vingelen. Endelig blev der bygget en Kirke ved Os, til hvilken Dalens Folk siden have sognet. Af Næringsveiene her var Elgefangsten ikke den mindste. Endnu vises dybe Grave i Jorden, hvori disse prægtige Dyr fangedes. Da Elgen mest holdt sig omkring Aasene og i Lierne, opførte man hist og her høie og stærke Gjerder lige fra Dalen op til øverst i Aasen, men af og til gjorde man en Aabning i Gjerdet, og midt i hver Aabning grov man en dyb Grøft, der tildækkedes med Grene og Kviste. I disse Grøfter faldt nu Dyret ned og kunde ikke komme op. Kornavlen blev fortsat med nogenlunde Held indtil der i 1707 blev optaget en Grube paa en Aas en Fjerdingvei i S. V. fra Vandgrøftgaarden. Denne Grube voldte Skovens Undergang og dermed ogsaa Kornavlens. Hvor liden Forbindelse disse Dalboere i Fortiden havde