2. I Tolgens Præstegjeld i Østerdalen ligger
Dalsbygden, en liden Sidedal, gjennemstrømmet af
Vandgrøftelven, som løber i Glommen ved Os
Kirke. Tiden, da dette Dalføre ryddedes, kan ikke
bestemt angives, men Sagnet fortæller, at to Brødre,
„Kviknebrødrene“, fra Gaarden Brea i Kvikne vare
de første, som her tog fast Ophold. De nedsatte sig
paa det Sted, som endnu kaldes Breens Storgaard,
og som de da formodentlig have opkaldt efter sit Hjemsted.
Her var meget god Jord, og i Ly af den ypperlige
Furuskov kunde her dengang voxe Korn. Deres
Huse stod der, hvor nu „Midtstuen“ og „Fremstuen“
findes. Efterhaanden kom flere Nybyggere til, og
saaledes opstod en liden Grænd. I Begyndelsen havde
Folket her en lang Kirkevei, nemlig lige til Aalens
Kirke i Guldalen, siden fra det sextende Aarhundrede
af gik de til en Stavekirke, som da skal være opført
paa Vingelen. Endelig blev der bygget en Kirke ved
Os, til hvilken Dalens Folk siden have sognet. Af
Næringsveiene her var Elgefangsten ikke den mindste.
Endnu vises dybe Grave i Jorden, hvori disse prægtige
Dyr fangedes. Da Elgen mest holdt sig omkring
Aasene og i Lierne, opførte man hist og her høie og
stærke Gjerder lige fra Dalen op til øverst i Aasen, men
af og til gjorde man en Aabning i Gjerdet, og midt
i hver Aabning grov man en dyb Grøft, der tildækkedes
med Grene og Kviste. I disse Grøfter faldt
nu Dyret ned og kunde ikke komme op. Kornavlen
blev fortsat med nogenlunde Held indtil der i 1707
blev optaget en Grube paa en Aas en Fjerdingvei i
S. V. fra Vandgrøftgaarden. Denne Grube voldte
Skovens Undergang og dermed ogsaa Kornavlens.
Hvor liden Forbindelse disse Dalboere i Fortiden havde
Side:Norske Bygdesagn.djvu/116
Denne siden er ikke korrekturlest