ligesom Dalstrøget heder Gautsdalen. Alf vilde ogsaa slaa sig ned der i Nærheden, men Gaut truede ham med, at hvis han gjorde det, skulde han blive liggende under det første Træ, han fældte. Han gik da længer op til det Sted, som nu heder Helebust, (det er et Sted, hvor der fryser Hele eller Rim). Han bar med sig et stort Kar, thi det hørte til for Rydningsmænd, som gik for at see sig ud en Byggeplads. Naar nemlig en saadan Mand kom til en Plads, som huede ham, skulde han hvælve Karet over sig og lægge sig til at sove under det; fik han saa sove, var det et godt Tegn, fik han ikke sove, skulde han vandre videre. Hverken paa Helebust eller paa Krogen fik Alf sove, og derfor gik han længere op, indtil han stod paa Høiden af den store Bakke ovenfor Krogen. Da saa han nedenfor sig en vakker Slette, der hældede ned til Aaen. Han gik ned paa Sletten, lagde sig under Karet og fik her en kvægende Søvn. Her besluttede han da at rydde. Imidlertid var Alfs Kone bleven igjen paa Aahjem, men skulde saa ud at lede efter Manden. Paa Gautsdal fik hun hvile i et Udhus, thi Gauts Kone turde ikke lade Manden vide, at hun var der, og derfra gik hun da videre. Hun tog Veien ad den sydlige Side af Elven, medens hendes Mand havde gaaet ad den nordlige, men da hun var kommet tvertover for hans Rydningssted, hørte hun Øxehug, og hujede over til Manden. Dette Rydningssted er nu Gaarden Alfklov, saa kaldet, fordi der oppe paa Bakkeryggen er en Kløst, som dannes af to tæt mod hinanden staaende skilte Fjelde.
Meddelt mig af J. Th. Storaker. Sagnet om Søvnen paa Byggestedet er ogsaa knyttet til Fortællingen om St. Jetmund og Vanelvens Kirke, se første Samling S. 3.
