Farbroder) Anders Jynge, blev brændt paa Hedemarken. Hans Moder hedte Kari Graa og var dygtig som den flinkeste Smed. Hun kunde smede gode Boløxer, men hendes Mesterstykke var dog en Stoppenaal, som var hul og indrettet saa, at den kunde skrues af paa Midten. Indeni den gjemte hun fine smaa Synaale. Selv skal Rasmus have tjent Kongen som Sergeant, og det baade i Femaars- og i Tiaars-Ufreden. Han var forlovet med en Præstedatter, Karen Margrete, men i Krigens Tid hændte det engang, at han fik se hende sidde paa en Løitnants Fang. Da blev han saa rasende at han hug Armen af Løitnanten, og blev saa sat i det mørkeste Fængsel. Derfra brød han ud og fik Karen Margrete med sig. De rømte afsted og kom paa sin Vandring ogsaa over Dovrefjeld, hvor de mødte Tater-Lars i Spidsen for atten andre Tatere. Lars spurgte Karen Margrete, hvem det var, som hun fulgte, og hun nævnte Rasmus Jynge. „Ja saa, er han af Jynge-Ætten“, sagde Tater-Lars, „da tør jeg ikke tage paa ham med mine atten Drenge. Men vi ere fire og tyve ialt, og naar jeg faar samlet dem alle, saa skulle vi nok faa plukket Kjødet af Benene paa ham“. I det samme kom Rasmus Jynge til med Kongens Bajonet i Haanden, og Lars tog strax Flugten. Tingen var, at der havde længe været Ufred mellem Lars’s Æt og Jyngerne, og der var den Regel mellem Taterne, at de skulde hevne sig indtil fjerde Led.
Denne Rasmus Jynge eller „Gamle Rasmus“, som han ogsaa kaldes, blev Stamfader til den vidtforgrenede Fanteæt, som kaldes Vardals-Folket. Selv blev han hundrede og to Aar gammel og skal tilsidst være bleven begravet ved Tonstad Kirke i Siredalen.
