i en Skorstenspibe, den ene efter den anden i den Orden, som
de havde siddet i Skolen, han vilde da have den sidste. Det
var Jørgen, og da han var kommen halvveis i Piben, stak ogsaa
Fanden Kloen ud efter ham. Da raabte han: Tag ikke mig,
men den, som kommer efter! Fanden greb da efter Jørgen
Vinters Skygge, og efter den Tid var han skyggeløs. (Bergens
Tidende 1872, No. 21). At Fandens Disciple, eller de,
der gik „i den sorte Skole i Wittenberg“, vare skyggeløse, er,
som bekjendt, et udbredt Sagn. Sammenlign forøvrigt om
„Hvidormen“ Afzelius, Svenska Folkets Sage-Häfder. D. 2,
(Sthlm. 1840. 8) S. 172 fgg.
I Vefsen Kirke i Nordland findes paa Døren
anbragt en af de sædvanlige Jernringe. Den kaldes
Ringen til Hemingens Ski. Engang gik Hemingen
saa hurtig paa sine Skier, at hans Hund, som skulde
følge ham, først kom frem tre Dage efter sin Herre.
Derfor siger man endnu i Bygden om Folk, som ikke
kunde holde Følge med sine Medreisende: „Du farer
som Hemingens Hund.
Meddelt af en Skolelærer fra Vefsen gjennem Prof. O. Rygh. Se forøvrigt om Hemings-Viserne o. s. v. Jørgen Moes Afhandling i Norsk Folke-Kalender for 1850. S. 74–88.
1. Mellem sine Sagnhelte nævne vore Fanter en
Mand ved Navn Rasmus Jynge. Hans Fader (eller