Side:Norske Bygdesagn.djvu/109

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

det samme gik ogsaa et Stykke, saa stort som et Brændevinsanker ud af et Berg lige ovenfor Baalet og for med susende Fart gjennem Luften lige midt ud paa i Fjorden. Og ud af det Hul kom Lindormen flyvende. Manden hoppede i Søen, saa fort han kunde, men Lindormen satte efter, hentede ham igjen og lagde baade ham og sig selv paa Ilden. Saa brændte de op begge to. Siden den Tid har der aldrig været Orm at se eller mærke, hverken i Underdal eller i Nærøen eller i Opheimssogn paa Vossestrand. Ja, naar Folk i Underdal have prøvet paa at føre levende Orm med sig i Baad fra den anden Side af Fjorden, er Ormen altid død, strax Baaden kom midtfjords. Engang vilde en Mand undersøge Hullet, hvorfra Lindormen kom flyvende. Han slap ind en Hund, som ogsaa langt om længe kom ud igjen i Gjøstensurden, paa Voss, men haarløs over hele Kroppen, saa trangt havde det været inde i Berget.

Efter Vossingen 1872, No. 9. Saagodtsom ordlydende overensstemmende med en lignende Fortælling, som jeg selv har hørt i 1855 i Aaseral i Mandalen. Ogsaa i Vikør i Hardanger findes Sagn om en Jørgen Vinter, som skal have renset den saakaldte Botnegrænd for Orme og Padder, saa at Ingen mere ser disse Dyr indenfor en vis der løbende Grændsebæk. Han kunde, naar han saa en Hugorm, dræbe den blot ved at drage en Kreds omkring den med sin Stav. Denne Jørgen Vinter skal ogsaa have været den sidste Discipel i „Nedgangsskolen“ og skulde derfor egentlig tilhøre Fanden. Denne var ogsaa flere Gange efter ham, men det lykkedes Jørgen at redde sig for Gamle-Eriks Efterstræbelser. Engang kom denne til ham, just som han stod og klædte sig paa om Morgenen, og han maatte da love at følge med, saasnart han havde faaet Strømpebaand paa, men han lod sit Strømpebaand ligge og brugte aldrig den Ting mere i sine Dage. En anden Gang samlede Fanden alle sine Nedgangskarle og tvang dem til at klyve op