døme. S. 229 og 238. Asbjørnsens Folkeeventyr, ny Saml.
S. 151 samt Historiola lingvae Dalekarlicae, (Diss., autore
Reinh. Näsmann, præs. Andr. Grönwall. Ups. 1788. 4) p. 13 sqq.
Af andre Traditioner, som knytte sig til Høifjeldene, kan nævnes Sagnene om den ældgamle Bergverksdrift efter Myrjern samt om Rensdyrfangsten. I Tind i Thelemarken fortælles, at da to Døtre paa Gaarden Marem skulde skifte som eneste Arvinger, foretrak den ældste at overlade Søsteren den hele store Gaard imod for sin Part at beholde de syv tilliggende Rensdyrgrave paa Fjeldet.
I Underdal i Aurlands Præstegjeld i Sogn var
der i gamle Dage en uhyre Mængde af Orm, som
var Folk til allerværste Plage og Skade. Man vidste
heller ingen Raad til at blive Ormene kvit, førend
der engang kom en Mand, som for god Betaling tilbød
sig at gjøre Ende paa dem allesammen. Dog
spurgte han først, om der ogsaa fandtes Hvidorm i
Bygden, thi saa vilde han ikke have Noget med det
Hele at gjøre, thi da heller ikke Lindormen kunde
være langt borte. Bønderne forsikrede ham, at Hvidorm
havde de aldrig seet i Underdal. Saa gik da
den fremmede Mand ned til Stranden ved Fjorden,
samlede en Mængde Ved og optændte deraf et stort
Baal. Derpaa begyndte han at mane af alle Kræfter,
og det varede ikke længe, førend der kom farende den
ene Orm efter den anden i Tusindtal, og allesammen
fløi de lige i Ilden og brændte op. Men tilsidst kom
ogsaa Hvidormen reisende og kastede sig paa Baalet.
Da raabte Manden: „Nu er Livet mit sprunget“. I
