sig i dette Rum, kunde man se sig om til alle Kanter. Ild eller Røg maatte her ikke findes. Oppe paa Taget havde man en liden „Wahrvogel“, som skreg jammerlig, naar den mærkede, at en Falk var i Nærheden. Falkoneren havde en lang Stang, fæstet i Jorden; øverst oppe i Stangens Top, gjennem en Trinse sad et tykt Snøre, saa langt at det naaede ned i Hyttens Aabning. Ved Trinsen sad ogsaa en Træfugl, som Falkoneren idelig dreiede og svingede. Nede paa Marken ved Stangens Ende var hans Garn eller Næt udsatte, saaledes gjorte, at man i Hast kunde hale dem til sig. Naar nu Vagtfuglen paa Taget gav Tegn til, at Falken var nær, havde Falkoneren en Due i Beredskab, og stak den op ved Nættet, og idet nu Falken ville gribe Duen, indviklede han den i Nættet og fangede den. Den blev da bunden fast, fik en Ruslæders Hue over Øinene, og gjemtes herefter nede i Hullet indtil Afreisen til Holland. En Bonde fra Serna, som endnu levede 1733, fandt engang oppe paa Fjeldet en død Falk, med to smaa Dombjelder om Halsen og en Messingring om hver Fod. Paa disse Messingringe stod en hollandsk Indskrift, og det var derfor troligt, at Fuglen havde flygtet fra Holland den lange Vei over Havet og hjem til de nordiske Fjelde. Til Amindelse bleve Bjelderne gjemte i Serna Kirke.
Bidrag til en Skildring af Falkevæsenet og Falkejagten forhen, navnlig i Danmark af P. V. Jacobsen i Nyt historisk Tidsskrift, udgivet af den danske historiske Forening. B. 2, S. 307–414. Norske Rigsregistranter, paa mangfoldige Steder. Willes Sillejords Beskrivelse, A. Faye, Carl XII i Norge, S. 122. St. Hülphers, Resa genom Stora Kopparberg Høfding-
