enkelt Gang hændt, at Udlændinge have indfundet sig for at fange Falke til Jagtbrug.
Man skulde have troet, at denne eiendommelige Syssel paa Fjeldene skulde have efterladt flere Erindringer hos Almuen, end det i Virkeligheden er Tilfældet. Ganske vist mindes Falkejægerne endnu. De forekomme saaledes hos Asbjørnsen i Eventyret om Smaagutterne, som traf Troldene paa Hedalsskoven, og paa flere Steder ved man endnu at paapege de Steder paa Fjeldet hvor „Hytterne“ have staaet. Saaledes f. Ex. ved Mjøsvandet, paa Høiderne mellem Numedal og Tind og i Tydalen. Paa sidstnævnte Sted var det, at de Svenske, dengang Armfelts Hær paa en saa ynkelig Maade frøs ihjel 1718, havde en gammel Veiviser, Lars Østby, om hvem det heder, at han var saa vel kjendt paa Fjeldene, fordi han fra sin Ungdom af havde fulgt med de hollandske Falkefængere og havt dem boende i sit Huus. Men det Sted, hvor Traditionen vistnok mest har bevaret Falkefangstens Minde, er det fordums norske, nu forlængst svenske Serna i Dalarne. Hid kom Hollænderne hvert Aar ved St. Jacobs Dags Tider (25 Juli) og reiste igjen ved Bartholomæi Tider (24 August). Bønderne lærte efterhaanden at forstaa og bruge saamange af de fremmede Ord og Vendinger, at en Forfatter endog tør vove den Overdrivelse, at Sproget i Serna var en Blanding af Hollandsk og Norsk. Herfra har man ogsaa en udførlig Skildring af den Maade, hvorpaa Fangsten gik for sig: Falkene søgtes paa det flette Fjeld, hvor Falkonererne fordetmeste gjorde sig et underjordisk Rom eller Hytte med Aabning op gjennem Jorden, bedækket med et lidet Tag, fæstet paa smale Stolper omkring hele Aabningen; naar man reiste
