bergs Amt, altsaa i Thelemarken o. s. v. Forøvrigt var ogsaa Dovrefjeld og Fjeldene ved Tydalen i Throndhjems Stift søgte Fangesteder; ved Røraas havdes fem Hytter, i Opdal ligesaamange og paa Listerlandet otte. I Lovgivningen, ogsaa i Christian den femtes Lovbog (3–14–38) var det fastsat, at Falke og Høge, som bygge Reder, skulde tilhøre Jorddrotten, kun at de skulde tilbydes Kongen, før de solgtes til Andre, men man ser dog stadig, at dette neppe har havt stor virkelig Betydning, thi overalt var det Kongen, som enten selv lod Fuglene fange, eller som gav Andre Tilladelse dertil mod Afgift til Kronen. Især fik Forpagtningsvæsenet af Falkefangsten i Norge en vis Fasthed i Slutningen af det syttende Aarhundrede. Indtil 1718 havde især Brabantere Forpagtningen mod en aarlig Afgift af omtrent 500 Rdlr. foruden nogle Falke til Kongen, siden havde Statholder Ditlev Vibe overtaget denne Bedrift og efter ham andre af Kongens egne Undersaatter. Dengang gik Fangsten især for sig ved Røraas, Jerkind og Fogstuen, og paa Lister. Her pleiede dog Bønderne at fange dem selv med Redskaber, som Falkonererne havde overladt dem, og de Fremmede havde kun at tage imod dem og betale Bønderne for deres Umag. Ellers fulgte det af sig selv, at de Fremmede i ethvert Fald maatte bruge Bønderne som Veivisere; de fik derfor fri Kost, sex Daler hver for Umagen samt desforuden en Daler for hver Falk, som blev tagen. Men efterhaanden tog Efterspørgslen efter Falke af, Fangsten minkede da naturligvis ogsaa, Forpagtningssummen sank ned til 30 Rdlr., og omkring 1790 var vistnok den hele Bedrift ophørt. Dog er det endnu i Mandsminde en
