Blaatand, hørte sexti Falke eller Høge, Olaf den Hellige skal have faaet Falke fra Island, Falkejagten nævnes i Kongespeilet osv. Men først i det sextende Aarhundrede, da der vistnok hertillands neppe mere fandtes Mange, som selv havde Anvendelse for Falke til Jagt, begyndte Fremmede i større Udstrækning at søge Fuglene paa vore Fjelde, der især ere rige paa de saakaldte Gierfalke. I Aaret 1560 udstedtes et Kongebrev til alle Hovedlensmændene i Norge, hvori det heder, at „Kongen forfarer, at mange Falkefængere ligge udi vort Rige Norge og der fange, hvis Falke der er, og siden udføre dem af Riget og Intet derfor udgiver til os og Kronen“; dette skulde der nu sættes en Bom for, alle de fangede Falke skulde nedsendes til Kongen selv og ingen „undrykkes paa Veien“. Samme Aar omtales ogsaa allerede „Falkeleier“ i Nedenes, som Kongen tilhørende; denne har tilladt en Simon Prytz at bruge dem, men forbeholdt sig selv de smukkeste Fugle, og forbudt paa det Strængeste baade Nordmænd og Fremmede at udtage de unge Falke af Rederne, „paa det at ikke vore og Kronens Falkeleier skulle blive øde“. Fra nu af forekomme idelig Privilegiebreve for fremmede Falkefængere, navnlig havde Nederlandenes berømte Generalstatholder, Morits af Oranien, i Begyndelsen af syttende Aarhundrede idelig sine Falkefængere i Landet, der fornemmelig færdedes i Lister og Mandals Len. I 1613 omtales en Bartholomæus Henrik, den storbrittaniske Konge, Jacob den førstes Falkefænger. Denne Bartholomæus havde „saavelsom hans Forfædre“ havt Tilladelse til at fange Falke paa et Sted, „kaldet Lille-Hammer“, mod Afgift til Kronen. Den berømte Vilhelm den tredie havde sine Falkefængere i Brats-
