Igjennem Aarhundreder, da Norges Kyster endnu kun saare sjelden besøgtes af andre Fremmede, end Sømænd og Handelsfolk, og dets Indre endog var næsten aldeles ubekjendt for Verden, foregik der dog en Bedrift paa vore Fjelde, som kunde lokke Udlændinge op paa de vilde Høisletter. Thi ved Fyrster og Adelsmænds kjæreste Fornøielse, Jagten, brugtes dengang jevnlig tæmmede Rovfugle, Falke og Høge. Med dem jagede man efter Harer, Kaniner, Heirer, Vildænder, Agerhøns, Vagtler, Ravne, Krager, Spurve, Lærker og andre Smaadyr. Det var en anstrængende Jagt, thi Fuglenes Flugt var meget hurtig, og Jægeren, der naturligvis stedse var til Hest, maatte idelig have sit Øie henvendt paa Falken i Luften, og kunde ikke ofre stor Opmærksomhed paa Hesten, medens den ilede afsted over Grøfter, Gjerder, Bakker og Aaer; Mennesker og Heste mistede altsaa ofte Liv, Lemmer og Helbred under denne Fornøielse. De afrettede Rovfugles Hjem var især Norges og Islands Fjelde, og derfor blev disse øde Egne aarlig besøgte af Falkefængere, som enten udsendtes af Fyrster og Rigmænd eller ogsaa undertiden for egen Regning efterstræbte Fuglene. Saadanne Spekulanter fandtes især i Nederlandene; herfra udsendtes Falkefængere i alle Retninger, og herfra udførtes de igjen til alle de Lande, hvor de efterspurgtes af Jagtlystne.
I Norden har man afrettet Falke til Jagt fra umindelig Tid. De forekomme allerede i Sagnene om Ragnar Lodbrok og den fabelagtige Kong Gautrek; til de Ydelser, som Haakon Jarl skulde svare Harald
