Da Thorgrim blev gammel og hans Helga var død, slog han sig ganske fra Verden og byggede sig en liden Hytte, hvis Tomt endnu vises ved Kvernebækken. Her døde han, syv Aar paa det syvende Snes, eller 127 Aar gammel.
Thorgrims Søn Thorold døde i sine bedste Aar, men Jon Thoroldssøn blev tre Maaneder over hundrede Aar. Han var en af de bedste Soldater, som Nogen har kjendt. Kapitainen roste ham offentlig paa Kirkebakken og sagde: Jeg er saa nødig for at see en ret Soldat, som for en nøgen H–, men jeg takker for Jon Thoroldssøn, det er Karl, som staar ved sit Gevær. Jon kom da ogsaa til at prøve Krigen, thi han laa ude og sloges i fremmede Lande i samfulde sytten Aar, men fik dog ikke i noget Slag saa meget som en saar Finger, og aldrig i sine Dage kjendte han saa meget af Sygdom som et Hæng. Men mangengang, mens han var ude, var Soldaterne saa forlegne for Mad, at de maatte dræbe Kreaturene, som de gik paa Marken, og vride Kjødet i Klude, thi det var ikke Tid til at koge det.
Jons Søn, Thorold Jonssøn, var Soldat som sin Fader, men kom ikke i Krig. Mens han var i Kongens Tjeneste, brød han Laarbenet i et Løb, men slap ikke for at exercere for det, men maatte lige godt staa ud sin Tid. Da han kom hjem, laa han syg, og kom ikke ud for Døren førend den fjortende Uge, og siden kjendte man hans Fodefar i Nysneen. Da Thorold døde, 82 Aar gammel, kom Gaarden til hans Søn Ole. I hans Tid blev der skjærpet en Kobbergrube paa Gaardens Grund, og i den Anledning skulde
