Vidnesbyrd veed, at de i mange Slægtled have været eiede af en og samme Slægt, erindres som oftest Intet om Forfædrene. Og paa de faa Steder, hvor Sagnene endnu leve, skulle de sandsynligvis i en meget nær Fremtid forstumme. Thi den yngre i egne Tanker klogere Slægt har ikke længere Øre for Fædrenes Fortælling. Det er derfor en stærk Opfordring for alle Venner af vore folkelige Traditioner til itide at redde de Stumper af disse, som endnu ere ilive.
Som Exempel paa en liden Ættesaga kan det Følgende tjene:
I Granshered Sogn omtrent en halv Mil fra Bunden af Tindsøen, ligger Gaarden Nisi eller Nes, hvoraf det østre Brug i umindelig Tid har været i samme Slægts Eie. Den ældste Mand, som man ved at tale om paa Nisi, hedte Thorgrim Nes. Da han var tolv Aar gammel, gjetede han paa Fjeldene mellem Granshered og Tuddal, og traf der ofte sammen med en Pige, Helga Fingarsdatter fra Voen i Tuddal, som ligeledes gjetede paa Heien. De to syntes godt om hinanden og bleve ogsaa tilsidst Mand og Kone. Thorgrim eiede mange Gaarde og blev Lensmand baade i Hjertdal og i Tind paa engang. Paa vestre Nisi havde han sin Thingstue, og i den vare Stokkene tættede med Vadmel istedenfor med Mose. Endnu findes paa Gaarden hans svære Ølbolle med et udskaaret Skibsanker, Thorgrims Bomærke, og først i Sommeren 1872 blev hans Bidsel solgt til en dansk Reisende. Dette Bidsel var forsynet med Ringe, for at man kunde høre, naar Lensmanden nærmede sig, thi Kirketjenesten i Granshered Kirke maatte ikke begynde, før Præsten mærkede, at Thorgrim red over Nesbroen.
