faat istand disse Kurser, hvor en halvhundrede Lærere og Lærerinder paa en Maaneds Tid faar Besked om det aller væsentligste ved Dialekternes Bygning m. v., — hvad der lettest lader sig gjøre, naar man gaar ud fra »Generalnævneren«, der er blit kaldt saa, fordi alle Dialektformer og Dialektafvigelser ud fra den lader sig forklare, — saa er der Fare paafærde. Der er »Fusk« i Spillet; det er »Maalstræverapostle« man vil opdrage; Statens Penger bruger man lumskelig og falskelig til at opamme et nyt Skriftsprog for, og det skal vi ikke ha noget af. Han søger Hjælp, hvor han tror at kunne faa den. Af Venstre venter han intet; der er bare Uklarhed; noget sygt og ugrejt er kommet ind i en god Sag, et ulyksaligt Bondefangeri, et politisk Hykleri, et ikke ulønnet Vindespil. Saa vender han sig til Højre. Der ved han, at han kan paaregne al ønskelig Mangel paa Sympathi for »Bondens Maal«, og han muntrer Partiet med eggende Ord, som man muntrer en Slagsbror. I gjør ingenting! siger han; Skam at sidde i slig Afmagt! Tænk, ikke engang aarke at tvinge Tilstaaelser frem i Thinget!
Jeg. tror, B. B. er uretfærdig mod Højre i denne Sag. Kan Højre nogen Ting, saa er det den sejge, energiske, uopslidelige Modstand, og har Højre brugt denne sin Kunst nogetsteds, saa er det her. Gang efter Gang, Aar efter Aar, har det taget Maaldebatten op igjen; hver Gang der er en Anledning, begynder de igjen; de Argumenter, som Markus Monrad, Ludvig Daae, Hartvig Lassen m. fl. og nu allersidst B. B. har ført i Marken, fra de allerældste, som det om de middelalderske Rustninger, til det nyeste, Boghandler Husebys Brev, saa kjører de op med dem, hver Gang paany; her om nogetsteds har Partiet gjort sin Pligt, kjæmpet til Blodet. Alle de »Tilstaaelser«, som i denne Sag var at gjøre, er vist ogsaa fremkomne, om ikke netop fremtvungne. Alt er forsøgt, ligetil de af B. B. nu gjenopvarmede Insinuationer om Hykleri, Bondefangeri og Spekulation i Statsrevisorgager; alt, baade nobelt
