og unobelt, har været forsøgt, og naar det ikke har hjulpet, saa er det ikke Højres Skyld.
— Det er Alvor, naar Bjørnson er ræd Maalkurserne. Det gjælder ved dem, siger han, planmæssig at svække vort Fællesmaal for at opamme et nyt, og denne Sprogdeling kan, mener han, bli farlig nok, eftersom Naboskabet ikke er ganske trygt; han tænker paa en mulig Forsvenskning.
Det er ikke første Gang, den Frygt er kommen frem; jeg har dog aldrig kunnet bli skræmt af den. Jeg synes, at hvis noget skal frelse os fra Forsvenskning, saa maa det være den Ting at ta helt og fast Standpunkt i Landets »eget Maal« (lad det staa i Gaase-øjne da!) og ud derfra arbejde os op et Skriftsprog, som i fuld Inderlighed blir vort. Vi er saavidt skilt fra Danmark nu, at det danske Sprog ikke kan støtte os synderligt; vi er jo alt saa langt komne, at vi ikke længer kan læse en norsk Avis uden at støde paa de naiveste Svecismer (Irgens Hansen f. Ex. har været lej; naar han trodde, han skrev kavnorsk, var det tidt nok »rake motsatsen«[1]. Knudsen-Bjørnsons Maal kan heller ikke hjælpe os; det har jo ingen fast Konsistens. Det er desuden allerede fra Ophavet av svenskagtigt; de haarde Konsonanter uden Diftonger er jo netop det, der karaktiserer Svensk overfor Norsk paa den ene Side og Dansk paa den anden. Tar vi Standpunkt, i Landsmaalet, blir Stillingen ubetinget tryggere; Landsmaalet har for det første indre Selvstændighed, og desuden faar vi Sprogets Kilder og Normer inden Landet selv, hvilket giver den størst mulige Garanti for dets uafhængige Udvikling. Endelig forekommer det mig, at vi ad den Vej maatte kunne faa et Sprog, der blev saa hjemligt for os, at vi kom til at holde af det.
- ↑ „Dagbl.” taler stundom om „vor numere saa svagt strømmende lyriske literatur” eller om at gjøre en Ting paa det eller det Sæt; „Verd. Gang” fortæller om den finansielle Udygtighed, Regjeringen har idagelagt osv. osv.
