B. B. tror ikke, at det er noget Sundhedstegn;
naar man forelsker sig i det Sprog, man er født i.
Hertil bemærkes, at der neppe findes noget
Kultursprog, som ikke er blit besunget af sine Digtere; ogsaa
det danske Sprog har faaet sine Elskovskvad og sine
Hymner. Hos os begyndte Literaturen med, at vor
første Digter, han, som ellers besang alt, hvad der
kunde være det unge Folk kjært og værdifuldt (selv
Kongen besang han; det var jo Norges!) — han
forlangte et nyt Sprog, et andet Sprog end det han selv
skrev i, og det lidt fort: før Aarhundredet gik til Ende.
Jeg ved ikke, om det skal forklares saa, at vi er saa
meget sundere end andre Folk; der er en Forklaring,
som ligger nærmere.
Det eneste nye, jeg finder hos Bjørnson er; Udtrykket »Fællesmaal«; ved at bevilge til Maalkurserne vil man svække vort »Fællesmaal«. Tør jeg bede mig underrettet om, hvad det er for et Maal. Er det det, vi har fælles med Danmark? Isaafald blir det ikke Knudsens, af den Grund nemlig, at de danske selv vil betakke sig for Fællesskabet. Er det det Sprog vi Nordmænd har fælles os imellem? — Isaafald blev det nok ikke Bjørnsons; thi mig vitterligt har den Mand ikke Sprog fælles med noget andet Menneske i dette Land. Han har jo ikke ordentligt Fællesskab med Knudsen engang, og de Par andre æ-Mennesker.
Nej, vi har nok Paradiset foran os her som ellers; vi har ikke et Fællessprog, som vi kan »svække«; men vi har et Fællessprog, som vi med Tid og Arbeide kan naa. Hvis Maalkurserne kan bidrage noget i den Retning, kommer det vist vel med; den »Tilstaaelse« kan Bjørnson faa; den er ellers givet nogle Gange før, og man er slet ikke saa ræd for, at den Hemmelighed skal komme ud i Byen.
— Vi kan ikke naa dette Fællesmaal, mener Bjørnson. Vi kan bare opnaa at gjøre endel Ugagn; det gode, vi tilsigter, blir der ikke noget af; det er umuligt.
Jeg ved ikke, jeg. I gamle Dage »troede« vi paa
